Olivenplantagen Kakkavos ligger i området Mesokampos cirka fem kilometer fra byen Mesolongi.

Dens navn stammer fra græsk middelalder (byzantinsk tid), hvor kákkavos eller kakkávi betød agerhøne, den smukke fugl, som levede i stort tal på egnen indtil begyndelsen af forrige århundrede.

Plantagen har et areal på ca. 40 hektar og strækker sig over skråningerne og de nederste bakker ved foden af den centrale del af bjerget Arakynthos (Zygos) med en fantastisk udsigt mod syd. Den besøgende kigger her ud over den grønne dal og byen Mesolongi ved den smukke lagune og videre over bugten ved Patra over til Peloponnes og kan skimte øerne i Det Joniske Hav med Kefalonia og Zakynthos ude i horisonten. Mod vest og sydvest ligger henholdsvis højen Ny Pleuron med de imponerende, nylig restaurerede ruiner fra hellenistisk tid og højen Gyftokastro med det gamle homeriske Pleuron, som endnu ikke er udgravet.

Mod vest afgrænses plantagen af den lille Kakkavos-flod, der løber ned til Mesokampos fra området Ellinika (Retsina) gennem et vandfald og udmunder i lagunen. Mod øst ligger Agios Elias-højen med det lille kapel for Profeten Elias, i dag en ruin, kilden Pigadaki og bækken Katroulis. Mod nord grænser plantagen op til kanten af andre bakker, der hører til stederne Megali Chora og Vrytsouli. Mod syd ligger plantagen ud til en markvej, der fører op til jordforbedringsstationen og en vandingskanal.

Ejendommen har eget vand, »amblas«, en kilde med drikkevand, som strømmer ud i det lille vandløb Kalamaki, samt en brønd fra samme underjordiske vandåre, hvor vandet om vinteren tidligere kunne nå helt op til kanten. I dag er det kun kilden, der har vand hele året.

På ejendommens område ligger to høje. På den ene byggede Anastasios K. Alexandropoulos (den ældre) omkring 1870 den stadig eksisterende gård; den anden høj, som ligger syd herfor, kaldes Kasidiaris (»Skaldepande«) efter navnet på en tidligere ejer, men da militæret lejede området til ekstra skydeterræn, kaldte de højen »Skildpadden« efter dens form..

Fra gammel tid og op til midten af forrige århundrede var Kakkavos stor nok til at der ni måneder om året kunne græsse 350 får, som tilhørte de sidste fåreholdere Georgios Sarris, Spyros Sarris og Olga Sarri, enke efter Ioannis Sarris, og 100 geder tilhørende N. Droukas, alle fra hyrdebyen Ambliani. De boede med deres familier i flettede hytter, undtagen om sommeren, hvor de drog op til Oxya og Sarantena, hvor dyrene kunne græsse.

Kakkavos har fra gammel tid været beboet af græske amblianitter, som bevarelsen af det gamle græske navn helt op til i dag vidner om; det er den eneste befolkningsgruppe på egnen, der beskæftigede sig med kvæghold, også i de 400 år under det tyrkiske herredømme,. I tyrkertiden må stedet have udgjort en del af den »nationale jord«, og derfor blev denne (tidligere græske) jord efter frihedskrigen uddelt til frihedskæmperne fra 1821 (gave fra den græske stat til frihedskæmperen Anastasios Alexandropoulos i 1874).

I kapellet for Profeten Elias blev der indtil midten af forrige århundrede holdt gudstjeneste på profetens navnedag, hvor alle indbyggerne på egnen deltog, hvad enten de var blandt de sidste halvnomader, som var hyrder fra Aitolien, eller bønder fra lavlandet. Men i ældre tid afholdt man også en berømt fest, sådan som den græske nationaldigter Kostis Palamas, der stammede fra Mesolongi, oplevede i sine unge år og beskrev i sin novelle »En helts død«, hvor folk strømmer til fra byen og hele egnen for at beundre, hvor flot den unge fyr fra Mesolongi kunne danse. Mange lokale kalder stadig væk Kakkavos for »hos Alexandrak(i)«, et navn, der stammer fra den første kendte forfader til de nuværende ejere. Det er en interessant historie: Da grækerne i 1821 overalt greb til våben mod de tyrkiske despoter, blev oprøret slået ned undtagen i den sydlige del af det græske hovedland, på Peloponnes og på nogle af øerne i Ægæerhavet, hvor kampen fortsatte lige til enden. Men så længe den stod på, kom der utallige frihedskæmpere ned fra de områder, hvor oprøret igen var blevet knust (f.eks. fra Souli), og deltog i kampen. En af disse var Alexandris Skoufas fra Arta i Ipiros. Han medbragte sin lille familie, hustruen Ekaterini og to små drenge, Konstantinos og lillebror Spyros, og drog til Mesolongi, hvor han sluttede sig til frihedskæmperne. Han var den første, der bosatte sig i Kakkavos. Dette fremgår af, at da han kom med sin familie til Mesolongi for at deltage i frihedskampen, blev han ifølge angivelserne i Statens Arkiver registreret som amblianit (»fra Ambliani Kommune«), formodentlig fordi hans familie ikke var fra Mesolongi. Indbyggerne i Mesolongi dannede nemlig deres eget korps med Thanasis Razikotsikas som leder, mens amblianitterne, der boede uden for byen, dannede et særligt kampkorps af »Mesolongi-Amblianitter«, som står opført i en særlig ramme i den liste over alle frihedskæmpere fra Mesolongi, der er ophængt på byens rådhus,. Som en fremmed uden nogen formue i Mesolongi har også han bosat sig med sin familie på de tyrkiske jorde, der var overgået til grækerne, som tilfældet var med Mesokampos og Kakkavos.

Historisk tekst 1

Se den første historiske tekst i vores fil

Læs her...

Historisk tekst 2

Se den anden historiske tekst i vores fil.

Læs her...

Historisk tekst 3

Se den tredje historiske tekst af vores fil.

Læs her...

Alexandris blev dræbt i 1823 under belejringen af byen Aitoliko af en tyrkisk bombe som sprængte en brønd, hvor de belejrede havde søgt tilflugt. I Mesolongi oplevede hans sorgramte familie hele det storladne drama med kampen om byen. Under den store belejring (1825-1826) sluttede også Konstantis (Skoufas, ifølge kilderne) sig til børnekrigerne i Mesolongi, der er vidt berømmet for deres indsats. Da han kom i puberteten, tog han del i kampen som »jelektsis«. »Jelektsis«gruppen bestod af femten-sekstenårige unge mænd, som ikke bar krigernes tunge bevæbning og heller ikke deres tunge dragt med en kappe over, men kun en vest (tyrkisk: yelek) uden på skjorten, så de var letbevægelige. Deres opgave var vanskelig: hurtige og mobile, dristige og uforfærdede trængte disse unge mænd ubemærket forbi tyrkerne og egypterne i den fjendtlige lejr og fik således bragt beskeder og breve ud til Karaiskakis’ og de øvrige græske militærlederes lejr uden for Mesolongi.

Palmesøndag 1826 forsøgte de belejrede ved en »exodus« at bryde belejringen, men det endte katastrofalt for de fleste. Det lykkedes dog Konstantis at redde sig. Ekaterini forsvandt sporløst, ligeså Spyros, der dog dukker op igen efter et stykke tid uden at vi ved noget nærmere.

Konstantis kæmpede videre lige til slutningen af frihedskampen som aktiv kriger, og fædrelandet ærede ham med en tapperhedsmedalje (fig. 1) med det nye efternavn Alexandropoulos, som alle hans efterkommere har beholdt. Han havde ingen mulighed for at vende hjem til sin fødeegn Ipiros, der forblev under tyrkisk herredømme. Han søgte tilflugt i Ambliani, hvor han giftede sig med Giannoula Bartsoka fra den familie, som Christos Spyros Bartsokas nedstammer fra, der i dag er professor i børnesygdomme ved Athens Universitet og en stor filantrop (formand for foreningen »Moder« m.v.).

Konstantis, der i mellemtiden var blevet til storbonden og fåreavleren Konstantinos, fik fire sønner. Tre af dem studerede jura (Ioannis, Georgios, Dimitrios) og blev advokater i Mesolongi. Georgios gjorde karriere inden for retsvæsenet: Efter at være gået ind i politik i 1890 i sin gode ven Charilaos Trikoupis’ parti blev han siden hen udnævnt uden for konkurrence til øverste anklager ved byretten i det netop befriede Thessaloniki. Han blev valgt ind i parlamentet for Evrytania Amt, blev minister, senatsmedlem og æresmedlem af Senatet for Aitoloakarnania Amt (1929). Den sidste søn, Anastasios, der ligeledes var dygtig i skolen, gik ud af gymnasiet uden studentereksamen og overtog forvaltningen af ejendommen. Ca. 1880 byggede han det stadig bevarede hus på Kakkavos-højen, hvor han flyttede ind med sin familie, og i fritiden dyrkede han sin kærlighed til bøger. Da hans svigerdatter Olga K. Alexandropoulou for første gang besøgte det nu lukkede hus (alle hans børn havde bosat sig i byen), fandt hun ved siden af kaminen i et skab, som havde tilhørt hendes svigerfar, et stort antal bøger, de fleste af dem antikke forfattere og de homeriske digte, alt sammen udelukkende på oldgræsk, som han kunne læse!

Anastasios døde før han nåede at se sine sønner opnå en universitetsgrad, bortset fra den ældste, Konstantinos, som lige var blevet læge, da han påtog sig hele det tunge ansvar med at bestyre formuen, tage sig af moderen og resten af familien, få sine søstre gift og bekoste studierne for sine fire brødre, Alexandros, Ioannis, Symeon og Georgios. Georgios omkom ved en ulykke, endnu mens han studerede jura. I 1911 opførte Konstantinos huset i Ambliani, der stadig er bevaret. Først da han således havde opfyldt alle sine forpligtelser, gav han sig til at interessere sig for sit personlige liv: han drog til Paris for at specialisere sig i gynækologi og giftede sig med Olga fra Agrinio, datter af lægen Dimitrios Katsanos, der sad i parlamentet længere end nogen anden, der var valgt i Trichonida.

Det er deres ældste søn, lægen Anastasios, og hans hustru Elisabeth fra Giannina, der omdannede Kakkavos til en olivenplantage i den form, den har i dag, hvor den bestyres af tandlægen Takis Papachristos, som er gift med Olgas ældste datter. Han bruger mange timer af sin fritid på Kakkavos.